– Heksen er overalt

Intervjuet er hentet fra Fett 3/2016, som har tema Heks og lanseres 13. September.

I august startede forfatterne Olga Ravn og Johanne Lykke Holm Hekseskolen på Akademin Valand i Göteborg. Kurset blev afholdt for første gang i København i foråret 2015, hvor formen var ni møder med tekstlæsninger og workshops. På Akademin Valands hjemmeside står der, at man på Hekseskolen kommer til at fordybe sig i litterære tekster, der berører temaer som tabu, vanvid og den unge kvindes identitetsskabelse. Hekseskolen vil undersøge poesi, som anvender ritualer og «the spell» som tekstgenererende praksis, og man vil læse om «det ødelagte værk». Hekseskolen gør heksefiguren til en mulig feministisk position, en modstandsfigur, som ikke underkaster sig den herskende orden.

– Hvordan opstod Hekseskolen?

– Vi har holdt Hekseskolen én gang før i København, foråret 2015. Johanne og jeg havde ikke kendt hinanden så længe, men vi ville gerne lave noget sammen, et arbejde, hvor vi kunne lære hinanden at kende. Vi havde begge haft meget ens oplevelser på vores skriveskoler, hvor vi var trætte af at blive mødt med et litteratursyn og en pædagogik, som vi til dels ikke delte. Via tekstlæsning, forstod vi, kunne vi nærme os det litteratursyn, vi så havde. Så det var næsten af egoistiske årsager: vi ville lære os selv og hinanden bedre at kende gennem tekstlæsning. Desuden er det min oplevelse, at det at undervise folk, der skriver, er en af de sjoveste og mest givende måder at holde skriften levende i sig.

– Det at fokusere på netop heksen som litterær figur: På mange måder føles det, som om heksen er blevet glemt, måske nogle gange latterliggjort, som om man har forsøgt at gøre hende uskadelig. Ville I undersøge heksefiguren for at synliggøre hende?

– Faktisk synes jeg, at heksefiguren altid har været meget synlig i kunsten, historien, så jeg synes ikke hun er blevet glemt. Jeg tror nærmere, hun tilbyder en identitet, som er kritisk over for den gældende orden, og den position lader til at være nødvendig for mange lige nu. Det ligger i heksens natur, at hun står udenfor, og måske gør det det også lidt paradoksalt, at vi holder et kursus på en institution som universitet. Men straight up: vi vil gerne betales for vores arbejde.

– At heksen er en figur, der befinder sig godt i sit udenforskab, hvor hun står udenfor magten og der finder sin egen, en anden magt, er også noget, vi fokuserer på på skolen. Det gør vi bl.a. på en lidt omvendt måde, ved at se på litterære skæbner, som kan siges at stå for langt inde. Karakterer, som med eller uden deres viden spærres inde i institutionen og dér mister deres menneskelighed eller går under. De er faktisk ofte mere spændende at læse om, fordi de fejler. Heksen er beyond fejl. Der er noget urørligt over hende. På hekseskolen skal vi diskutere, hvornår hvem eller noget er en heks, også selvom det ikke navngives sådan. Måske er heksen fuld af fejl, måske står hun i krydsfeltet mellem at være ren agens og selve fraværet af agens. Jeg er ikke nødvendigvis enig med mig selv.

– Hvad er den største styrke hos heksefiguren og i den position, heksen giver?

– Styrken til ikke at lade andre definere hvem man er, og hvad man kan. Plus man må gerne være ond og urimelig.

– Kurset interesserer sig for ritualer og «the spell». Hvordan fungerer ritualer som arbejdsmetode og tekstgenerator?

– Digtet er rejst op gennem historien gennem trylleformularer eller spells, madopskrifter, sange og bønner til guderne. Der går en lige linje fra den orale tradition (sang, bøn, opskrift) til digtet. Digtet har været en måde at huske på, en måde at måle tid på, en måde at få guderne i tale på, en måde at berolige på, en måde at få stemme på osv. En spell kan siges at være en straight up alternativ madopskrift.

– Fortæl lidt mere om «det ødelagte værk».

– Vi interesserer os for det værk, der ikke er nydeligt [ryddig, red.anm.] i sin struktur. Vi interesserer os for det værk, som anvender flere genrer, det værk som giver op og alligevel fortsætter, som skifter spor, som er urent. Vi vil ikke det værk, der er en perfekt modernistisk diamant. Vi kan se, at flere hovedværker skrevet af kvindelige forfattere i de 20. århundrede i receptionen er blevet kaldt rodede og strukturløse, er blevet kritiseret for at have en usammenhængende stemmeføring. Vi vil den usammenhængende stemmeføring, stemmen der skælver, bliver hysterisk, pludselig taler på nyt, låner andre stemmer, fortaber sig. Vi vil værket, der forvilder sig i sin egen struktur, hvor mennesket bliver nødt til at tale med forskellige stemmer i forskellige sammenhænge, hvor en stemme kan være en hemmelighed, hvor ingen af stemmerne kommer før de andre. Det er ikke et flerstemmigt værk, men et værk der vokser vildt. Som er ødelagt på en måde. Som er et andet sted. Vi vil værket, der er for meget, der overdriver sin tone. Vi vil det alt for kontrollerede værk, det sygeligt kontrollerede. Vi vil det ækle og overdrevne, det svulmende, det der er too much. Vi vil forløse the bad taste of darkness. Vi vil ikke det pæne værk. Værket der tilfredsstiller. Vi vil ikke tilfredsstille. Vi vil skrive.

– På litteraturlisten står blandt andet Tove Ditlevsen, Unica Zürn, Ingeborg Bachmann, Yoko Ono og Hiromi Ito. Hvordan valgte I værkerne ud? Når man begynder at tænke på heksen som litterær figur, synes jeg, at man pludselig ser hende overalt i litteraturen, som om man før nærmest har været blind.

– Ja, sådan har vi det også. At heksen er overalt! Vi har valgt værker ud fra ideen om den litterære karakter, der står udenfor/indenfor, og værker, hvor det viser sig på en interessant måde i den pågældende forfatters stil. Vi har valgt nogle af de vigtigste europæiske prosaværker fra det 20. århundrede, som vi mener har tematiske og stilmæssige ligheder på kryds og tværs af tradition og geografi. Dem vil vi gerne undersøge med kursisterne. Hiromi Ito er lidt en helt for os, i tillæg til Yoko Ono, og vi skal se på, hvordan hendes digte arbejder med ritualet og gentagelsen som tekstgenererende praksis. Det er bl.a. noget Johanne har arbejdet med ifm. med sit værk ‘Den okkulte maskine’, som hun har lavet sammen med billedkunstneren Siri Areyuna Wilhelmsson. Jeg synes, ‘en okkult maskine’ er et af de smukkeste udtryk for et digt, jeg nogensinde har hørt.

– Det jeg tænkte var fint, da jeg læste om Hekseskolen, er det her rum mellem humoren og alvoren. Det at tage den unge kvinde og kvindens stemme alvorligt, at lade hende blive hørt, det vigtige og fortsat lige aktuelle i dette – og samtidig det humoristiske og nærmest afvæbnende i at kalde kurset for Hekseskolen. Som om man pludselig tager alt det, der regnes for at være den skrivende kvindes svagheder, og vender det til hendes styrke, og at man derigennem ser, hvor stærk hun er, heksen, den skrivende kvinde.

– På Heksekolen tror vi ikke, at alvoren nødvendigvis udelukker det morsomme. Hekselatteren er vigtig. Vi griner op i ansigtet på dem, der ikke forstår os. Vi ler af dem, der mener, at vi ikke er seriøse. Derfor også navnet Hekseskolen. Vi nærer ingen ønsker om at tilfredsstille eller imponere dem, der definerer, hvad skriveskolen er, hvad litteratur kan. Det anstår ikke os at gøre os mindre, end vi er. Vi hugger ingen tæer eller hæle til i ønsket om at fremstå seriøse. Vi er ligeglade med, om I opfatter os som seriøse. Det seriøse er ikke en kapital for os. Vi kommer ingen vegne med det. Vi er beyond seriousness. Og der befinder vi os udmærket.

– Vi skriver ikke for dem, der ønsker en seriøs litteratur. De har hele verdenslitteraturhistorien at gå til.

– Bryder man med et stilregime, er det oftest latteren, der først melder sig. Der bliver slået hul på en virkelighed, og noget går i stykker eller åbner sig i en, man må le, når det sker.

– De genstande, der er med til at danne kvindens og pigens domæne, er tidligere blevet betragtet som dårlig smag i kunsten. Køkkenet, alterlyset, bomuldstrusser, børnepasning, Sylvia Plath, madlavning, spiseforstyrrelse, neglelak der dufter af kiwi, forelskelser i bademestre, venindeintriger, det umulige i at lægge eyeliner, mens kartoflerne koger, og den elskede er på vej. Den amourøse venten. Dette helt umulige i at lægge eyeliner. Kendskab til tekstilers navne. At skulle sluge sæd. Kendskab til sko, til skomodeller. Alene dette at skulle skabe sig selv i sit eget billede. Hvilket billede? Alene dette at forelske sig voldsomt i en mand i et patriarkat. Penge. Husholdning. Prævention.

– Kunstige blomster, kunstige dugdråber på blomster, croissanter i miniature, gamle natkjoler, børnenes legetøj, det pinlige i en kvinde der er alt for fuld. Hvorfor er det pinligt? At gøre ting i smug. Det er et af kvindens store talenter. Det har hun måtte tilegne sig. Med kvinde mener jeg ikke en biologisk krop, men en position man har fået tildelt.

– Når vi trækker dette ellers pinlige, ellers kitchede, ellers useriøse inventar ind på det seriøses plads, tager et skridt tilbage og anskuer det, så må vi le. Men det gør ikke nødvendigvis synet mindre alvorligt.

– Humoren og latteren er afvæbnende, eller den kan være et angreb. Der er stor plads til raseriet i humoren, der kan raseriet virkelig udfolde sig. (Personligt vil jeg gerne skrive mere satire. Satiren er den mest rasende af alle genrer.)

– Den store patos udelukker ikke nødvendigvis ironien. Vi befinder os ikke længere i postmodernismen. Vi har lært af den, vi har ironien med os, men ironien er ikke længere til for at så mistro om det alvorlige udtryk. Ironien og det alvorlige udtryk ligger foldet ind i hinanden. Til tider kan vi kun udsige vores allermest alvorlige udtryk gennem en slags alvorlig ironi, en ødelagt humor. En grinende mund fra hvilken der vælder råddenskab og coconut water.