Redaktør Friele sørget for at Morgenbladet hver søndag indeholdt en lidt pikant artikel.

Morgenbladet gjennem 100 år.

Når Morgenbladet nu ved sit århundredeskifte bæres rundt i de tusen hjem, er det som den uforfærdede talsmand for civilisationens ret overfor et nyt barbari, som bærer av den altid unge tanke som besjælet mændene av 1814, som organet for politisk uavhængighet, personlig frihet og åndelig tolerance.

Morgenbladets billeder.

Billeder som avisstof var av let forståelige grunde et ganske ukjendt fænomen i Morgenbladets første decennier. Man må gjennemblade hele 25 årgange før øiet første gang forlystes av det lille Klingenbergbillede, som er gjengit her. Ti år gik hen før Morgenbladet igjen vovet sig på et billede. Da, i 1854, foranlediget av Krimkrigen, præsentertes den 2den november et helsides billede av Sebastopol. Forgjæves søker man atter billeder gjennem 18 årgange, da det næste optræder i 1872. Det er et kart for at anskueliggjøre et meget fantasifuldt prosjekt om en jernbane fra Mo i Ranen til St. Petersburg for at skaffe Lofotfiskerierne et nyt og stort marked i Rusland.

Morgenbladet og digterne

av dr. Francis Bull.

Sin egentlige digterdebut hadde Henrik Wergeland i 1826, men hans forfattervirksomhet i Morgenbladet går fem år længer tilbake. Bare 13 år gammel fikk han i 1821 optat et lite prosastykke: «Blodstenen», et sagn. Det er fuldt av mord, brand, vanvid og selvmord. Men det var dog såpas velskrevet at merket w–g kunde gi anledning til en snurrig misforståelse. I Elmqvists Danske Læsefrugter blev Blodstenen optrykt som et arbeide av den berømte amerikaner Washington Irving.

Morgenbladets jubilæum

Under de rådende tidsforhold har Morgenbladets styre fundet det riktigst ikke at mindes bladets hundreårsjubilæum med nogen festlighet. Bladets repræsentantskap har bevilget et beløp av 50 000 kroner til gratialer for Morgenbladets ansatte.

Redaktør Friele

sørget gjerne for at Morgenbladet – «Den gamle Magedusse», som han elsket at benævne sit dyrebare blad, hver søndag indeholdt en lidt pikant artikel. Og så gik han omkring og inkasserte ros. Traf det sig så uheldig at den han anholdt endnu ikke hadde læst artikkelen, fulgte et alvorlig misbilligende: «Høistærede, går De uforberedt ut i verden en søndag morgen?»

Allerede i 1830-årene

finder man Morgenbladet på vakt for den klassiske dannelse. I 1857 var redaktør Stabell en av de ivrigste forsvarere av den latinske stil.: «Jeg vil ikke som du gjøre universitetet til en turnipshave», sa han til en kollega på Stortinget. Denne bladets position har været dypt begrundet. Likeoverfor alle de demokratiske tendenser i tiden som har krævet den brede, enhetlige dannelse, har Morgenbladet altid hævdet – og vil altid måtte hævde så lenge det vedblir at være Morgenbladet – at målestokken for et folks fremgang ikke er den b r e d e dannelse, men den h ø i e dannelse. Morgenbladets egte ærbødighet for den høie dannelse og den like egte uvilje mot den anmassende form av den brede dannelse, som man har kaldt seminarisme, har også tat form av en bestemt kamp mot l æ g m a n d s s k j ø n n e t . Morgenbladet har alltid krævet den faglige indsigt sat i høisætet.

Dagbladet halvundrede år.

Sent omsider synes Dagbladet at ha fundet sin sikre platform som fronderende organ for den radikale intelligens her i landet og samtidig som boulevardblad med et let stenk av sensation over sig.